Hvad tjener du? Indberet din løn her.

Har du det bedste lån til din bolig?

Stadig flere danskere vælger et alternativ til det traditionelle realkreditlån, når de skal låne penge til deres bolig. Her kan du se fordelene og faldgruberne ved lånet, der boomer for tiden.

Privatøkonomi
En særlig type boliglån hitter blandt danskerne for tiden. Læs i artiklen, hvad fordelene og faldgruberne er ved lånet. Illustration: Thomas Thorhauge.
Af Morten Halskov

Du betaler måske mange tusinde kroner på dit boliglån hver måned. Men har du egentlig undersøgt, om du kunne få en bedre aftale?

Netop nu har mange boligejere en særlig anledning til at se på deres lån. For har du et realkreditlån, der skal have ny rente ved årsskiftet, kan fristen for at aftale ændringer være allerede den 30. oktober.

Samtidig vælger stadig flere danskere en anden type boliglån end det traditionelle realkreditlån, når de skal finansiere et hus, sommerhus eller en lejlighed. De såkaldte prioritetslån er vokset markant de seneste år.

Men hvad får boligejerne til at vælge dem? Og hvilke fordele og ulemper skal du kende, før du overvejer at skifte?

Husk: Fristen den 30. oktober gælder kun bestemte lån. Er dit lån omfattet, og ønsker du ikke at ændre noget, fortsætter det automatisk med den nye rente ved årsskiftet.

Hvad er et prioritetslån?

Et prioritetslån er et boliglån, du optager direkte i banken i stedet for gennem et realkreditinstitut.

Og interessen for lånene er vokset markant. Alene i første halvår af 2026 steg Danske Banks og Nykredits samlede udlån gennem prioritetslån med 13,7 milliarder kroner, viser tal fra Jyllands-Posten.

Men selv om prioritetslån på mange måder minder om realkreditlån, er der nogle væsentlige forskelle, som kan få betydning for din økonomi.

Du får flere muligheder

En af fordelene ved et prioritetslån er fleksibiliteten.

Får du eksempelvis en bonus fra jobbet eller en arv fra et familiemedlem, kan du vælge at betale ekstra af på lånet.

Mange prioritetslån har også en konto tilknyttet, hvor du kan sætte din opsparing ind og få renter af pengene. Renteindtægten kan være med til at opveje de renter, du betaler på boliglånet.

Får du senere brug for dine opsparede penge til eksempelvis et nyt tag eller en periode med lavere indkomst, kan du hæve dem fra kontoen igen inden for de rammer, du har aftalt med banken.

Du kan også typisk indfri hele prioritetslånet til kurs 100. Det betyder, at du kan betale din resterende gæld tilbage uden at risikere et kurstab, som du kan komme ud for med visse realkreditlån. Der kan dog være gebyrer, du skal betale, hvis du vil indfri lånet.

Men vilkårene er ikke ens i alle banker. Derfor er det vigtigt at undersøge, hvad der gælder for netop dit lån.

Hvad betyder det for din økonomi? 

I en beregning, som Realkredit Danmark har lavet for Børsen, skal et par låne 3,6 millioner kroner til en bolig. Her koster et prioritetslån 16.132 kroner om måneden før skat, mens et realkreditlån med variabel rente koster 16.208 kroner.

Forskellen er altså kun 76 kroner om måneden i det første år. Over hele lånets løbetid på 30 år er realkreditlånet dog en smule billigere i beregningen. 

I samme eksempel ville parret få 8.455 kroner i årlige renteindtægter ved at have 300.000 kroner stående på den konto, der kunne være knyttet til prioritetslånet. Renteindtægterne ville være med til at opveje renterne på boliglånet.

Det viser, at en opsparing kan gøre en forskel. Men det kræver selvfølgelig, at du har pengene stående, og at banken tilbyder de rette vilkår.

Du kan få en anden rente end din nabo 

Der er også en anden væsentlig forskel. Når du tager et prioritetslån, fastsætter banken renten ud fra en individuel vurdering. Her kan både din økonomi og boligens beliggenhed spille ind.

Har du stor friværdi, en god opsparing eller et stort lån, kan du måske få en lavere rente.

Det betyder også, at din nabo eller kollega kan få et bedre eller dårligere tilbud end dig.

Cheføkonom i Mybanker Jens Hjarsbech anbefaler i Børsen, at du undersøger flere muligheder:

“Lad være med bare at gå til din egen bank og tage det første tilbud. Tal med to-tre banker, og bed om tilbud på både et fastforrentet lån, et lån med variabel rente og et prioritetslån. Så kan du sammenligne priserne og få forklaret forskellene, før du vælger,” siger han.

Hvad skal du passe på?

Et prioritetslån har typisk variabel rente. Det betyder, at din månedlige betaling kan stige, hvis renten stiger.

Banken kan også have mulighed for at ændre det tillæg, du betaler oven i den variable rente. Og nogle prioritetslån kan banken under bestemte betingelser opsige, selv om du betaler som aftalt.

Med et realkreditlån med fast rente kender du renten i hele lånets løbetid.

Forventer højere rente

Ifølge Nationalbanken er den gennemsnitlige rente på danskernes boliggæld i banker og realkreditinstitutter i årets første syv måneder steget med 0,11 procentpoint til 3,52 procent.

Men udviklingen er forskellig fra lån til lån. Derfor er det ikke sikkert, at din egen rente har fulgt samme retning.

Både Danske Bank og Nykredit peger på udsigten til højere renter. Men udviklingen er usikker, og det er ikke sikkert, at renterne stiger på alle typer boliglån. 

Derfor handler valget ikke kun om at finde den laveste pris her og nu.

Husk: Det bedste boliglån er ikke nødvendigvis det billigste i dag. Det skal også passe til din økonomi, dine planer og den risiko, du har det godt med.

Relaterede artikler

Flere artikler fra TL