Har du tænkt over, hvor mange år din pensionsopsparing skal række?
Vi lever længere og længere. Samtidig drømmer mange af os om at kunne gå på pension, inden vi når vores alder som folkepensionister.
Det betyder, at vores pensionspenge skal række længere end tidligere. Og at mange risikerer ikke at have penge nok til at leve, som vi plejer, i slutningen af vores liv som pensionister.
Det viser en undersøgelse fra Danmarks næststørste pensionsselskab Danica, skriver Berlingske.
Hvor gammel kan man regne med at blive?
På bare 20 år er mænds gennemsnitlige levealder steget med 4,7 år og kvinders med 3,7 år, viste tal fra Danmarks Statistik i februar 2026.
Dermed har den såkaldte middellevetid for første gang rundet de 80 år for begge køn med 83,9 år for kvinder og 80,3 år for mænd.
Nye beregninger fra ATP viser, at hvis du er kvinde og 67 år i dag, kan du forvente at blive knap 89 år. Er du mand på samme alder, kan du forvente at blive godt 86 år.
Tallene tager højde for, at ATP forventer, at vi lever længere i fremtiden.
Tip: Her kan du selv se, hvor gammel du kan forvente at blive
Mange drømmer om at gå tidligere på pension
Ifølge Berlingske har Danica lavet en analyse på baggrund af oplysninger fra 105.400 kunder hos pensionsselskabet.
Danicas analyse viser, at blandt de kunder, der ikke har opsparing nok til deres pensionsplaner, har flere end otte ud af ti et ønske om at stoppe med at arbejde inden deres folkepensionsalder.
Knap halvdelen af denne gruppe af kunder ønsker at stoppe et til tre år før folkepensionsalderen, mens omkring 36 procent ønsker at stoppe fire til seks år før.
“Tallene viser, at en betydelig del af danskerne ikke har økonomi til, at pensionsopsparingen rækker til et liv efter 85-års fødselsdagen,” siger cheføkonom hos Danica Mads Moberg til Berlingske.
Læs også: Drømmer du om at gå tidligere på pension? Så meget koster det
Hvor mange risikerer at mangle penge?
Danica tager udgangspunkt i en anbefaling om, at du som pensionist skal have omkring 80 procent af den indkomst, du havde, mens du arbejdede.
Danica opfordrer også kunderne til at oplyse, om de har anden opsparing eller friværdi i deres bolig, så pengene kan tælle med i beregningen.
Danicas beregninger viser, at mellem 32 og 43 procent af kunderne i fire forskellige aldersgrupper risikerer at få mindre at leve for efter deres 85-årsfødselsdag, end Danica anbefaler. Det gælder, hvis de går på pension, når de selv ønsker det.
Husk: Din folkepension forsvinder ikke, fordi din private pensionsopsparing skulle slippe op.
Læs også: Har du friværdi i din bolig? Sådan kan du få pengene