Tjener du mere end de fleste danskere?

Danmarks Statistik har offentliggjort de seneste tal for danskernes løn. Se, hvordan du ligger i forhold til dine kolleger på arbejdsmarkedet.

Privatøkonomi
Tjener du mere eller mindre end de fleste danskere? Illustration: Thomas Thorhauge.
Af Morten Halskov

Du har formentlig helt styr på din egen løn. 

Men måske kender du ikke svaret på, om din løn er højere eller lavere end den, dine naboer og tidligere klassekammerater tjener. Og om du får mere i lønposen end flertallet af dine kolleger på det danske arbejdsmarked.

Uanset hvad, kan du nu få svaret - eller i hvert fald et fingerpeg - med de seneste tal, som Danmarks Statistik er kommet med for nylig. 

Hvad er medianlønnen i Danmark?

Der arbejder over tre millioner mennesker i Danmark. 

Ifølge Danmarks Statistik var den såkaldte medianløn her i landet  i 2025 48.700 kroner om måneden før skat for en arbejdsuge på 37 timer. 

Det betyder altså, at halvdelen af de danske lønmodtagere tjente mere end dette beløb, mens den anden halvdel tjente mindre. 

Eller skrevet med andre ord: Hvis din løn lå over 48.700 kroner om måneden, tilhører du altså den bedst lønnede halvdel i Danmark. 

I Danmarks Statistiks opgørelse tæller pensionsbidrag og bonus med, mens betaling for overtid og fravær er trukket fra.  

Hvad er gennemsnitslønnen i Danmark?

De seneste tal fra Danmarks Statistik viser en anden interessant ting, nemlig at gennemsnitslønnen i 2025 i Danmark var 53.916 kroner om måneden. 

Altså over 5.000 kroner mere end medianlønnen.

Det skyldes blandt andet, at landets allerhøjeste lønninger trækker gennemsnittet op. 

Så derfor kan du faktisk godt tjene mindre end gennemsnittet - men samtidig tjene mere end halvdelen af danskerne. 

Hvilke TL’ere tjener mest?

Fagbladet Teknikeren kunne tidligere i år fortælle, at en TL’er ansat i en privat virksomhed i gennemsnit tjente 47.632 kroner om måneden i løn i september 2025.

Det viste TL’s lønstatistik for 2025, som bygger på svar fra 4.685 TL’ere.

I toppen af lønlisten for TL’ere lå installatører og teknikere inden for el-, vvs- og gas-området, hvor specialister er meget efterspurgte i forbindelse med den grønne omstilling. Her tjente TL’erne i snit op til 58.259 kroner om måneden. 

Nederst på listen blandt de privatansatte befandt medarbejdere i designbranchen sig. De tjente i snit mellem 35.812 og 41.778 kroner i løn i september 2025, viste TL’s lønstatistik. 

Men der er en meget vigtig forskel på lønstatistikken fra TL og den nye opgørelse fra Danmarks Statistik. TL opgør lønnen inklusive medarbejderens eget pensionsbidrag, men eksklusive arbejdsgiverens bidrag. Danmarks Statistik har begge dele med som en del af lønnen.

Husk: Du kan altså ikke direkte sammenligne disse løntal fra TL og Danmarks Statistik.

Læs også: Får du nok i løn? Find dit fag på listen over TL-job

Geografiske lønforskelle

Lønnen varierer betydeligt mellem regionerne, viser tallene fra Danmarks Statistik.

Medarbejdere i Region Hovedstaden tjener generelt mest, mens dem i Region Nordjylland ligger lavest. 

Ansatte i private virksomheder i Region Hovedstaden tjener mere end i de fire andre regioner, når det gælder cirka 110 ud af 180 jobgrupper, som findes med mindst 50 fuldtidsbeskæftigede i alle regionerne, skriver Danmarks Statistik.

Tip: Som TL'er kan du eksklusivt bruge TL’s lønberegner til gratis at se, hvordan din løn ligger i forhold til andre. Beregneren giver dig en god, personlig platform, hvis du vil forhandle løn med din chef eller skifte arbejdsplads. 

Læs også: Vil du tjene over 50.000 om måneden? Her er 5 gyldne TL-job 

Relaterede artikler

Flere artikler fra TL