Er du nyuddannet? Klik her - for ret til dagpenge, rådgivning og meget mere

Har du feriepenge til gode? 12 milliarder kroner venter på danskerne

1,4 millioner danskere har feriepenge stående. Se også, hvordan du undgår unødige udgifter på ferien.

Privatøkonomi
Se, hvordan et par simple valg kan spare dig for unødige udgifter på ferien. Illustration: Thomas Thorhauge.
Af Morten Halskov

“Ferie, ferie, ferie, slap nu af, du har fri og syng en glad melodi.” 

Den sang vil rigtig mange af landets skolebørn formentlig skråle med på i denne uge i klasselokalet, inden de fleste af dem går på sommerferie fredag 26. juni.  

Og dermed er det også tid til, at mange voksne får ryddet op på skrivebordet på jobbet, klappet computeren sammen og slå et “jeg holder ferie”-autosvar til på mailen. 

Ofte er det pausen fra hverdagen og oplevelser med familie og venner, der fylder i ferien. Og måske ikke så meget penge og vores økonomiske valg.

Men det er dog rart at komme tilbage fra ferien, uden at mange penge fra ens bankkonto er forsvundet på grund af uheldige valg på en ferie i udlandet.

Så her får du et par privatøkonomiske råd til at undgå dyre feriefejl. 

Har du feriepenge til gode?

Men inden du overhovedet går på sommerferie, er det en god idé, at du tjekker, om du måske har flere penge til ferien, end du er klar over. Penge, der kan løfte dit feriebudget. 

Ikke færre end 1,4 millioner mennesker har feriepenge stående hos Feriekonto. Det beløber sig til omkring 12 milliarder kroner, som bare venter på at blive bestilt af ferielystne danskere, skriver ATP i en nyhed fra 19. juni.

Dermed har hver person i gennemsnit cirka 8.700 kroner stående på Feriekonto.

Tip: Du kan gå ind på hjemmesiden www.borger.dk/bestil-feriepenge og se, om du har feriepenge til gode.  

Hvor meget skal man betale i rente for restskat?

Der er også en anden ting, som er vigtig at få styr på, inden du går på sommerferie: Skylder du staten penge for skatteåret 2025?

I så fald er det med at få betalt din skattegæld så hurtigt som muligt. For hvis du betaler restskat senest 1. juli 2026, kan du slippe for at skulle betale en højere rente af det skyldige beløb. 

Hvis du betaler din restskat senest 1. juli 2026, skal du ifølge Skattestyrelsen betale en rente på 3,7 %, regnet fra 1. januar til og med betalingsdagen. 

Hvis du ikke betaler senest den 1. juli 2026, er renten ikke længere 3,7 %. Efter denne dato bliver der lagt et procenttillæg på 5,7 % oveni din restskat.

Tip: Her kan du læse mere om betaling af restskat og årsager til restskat

Er det bedst at betale i danske kroner eller lokal valuta?

Når du har helt styr på din skattebetaling og dit feriebudget, kan du med mere ro i sindet tænke på din sommerferie.  

Hvis du skal holde ferie i udlandet og bruge et betalingskort til at betale med på en bar eller i en butik, står du straks over for en klassisk faldgrube: Skal jeg vælge at betale i danske kroner eller i den lokale valuta.

Du skal som tommelfingerregel betale i det pågældende lands valuta. For du risikerer at betale for meget for at veksle, hvis du betaler i danske kroner, lyder rådet fra Danske Bank

Danmarks største bank kommer med et eksempel: Du er i en butik i Spanien og vil købe en vare med dit betalingskort. Varen koster 100 euro. Ekspedienten i butikken tilbyder via betalingsterminalen at veksle beløbet til danske kroner, f.eks. til kurs 7,85. Butikken lægger et gebyr på 15 kroner oveni. Dermed betaler du 800 kroner for varen. 

Men hvis du i stedet betaler i euro, som er den lokale valuta i Spanien, bliver beløbet for varen vekslet af din egen bank hjemme i Danmark, f.eks. til kurs 7,55. Dermed betaler du kun 755 kroner for varen, skriver Danske Bank.

Hvor mange betalingskort skal man have med til udlandet?

Et andet godt råd er, at du har mere end ét betalingskort med din rejse. For dit kort kan blive væk, stjålet eller afvist, og så risikerer du at stå uden adgang til dine penge. 

Derfor er det en god ide, at du medbringer mindst to kort på en ferie i udlandet -  og opbevarer dem forskellige steder.

Hvilket betalingskort er bedst i udlandet?

Du skal være opmærksom på, at danske banker opkræver et valutagebyr, når du betaler med kort i udlandet. Beløbet afhænger af, hvilken bank og hvilken type betalingskort du har. 

Derfor er det klogt at undersøge hos din bank, hvad det koster at bruge sit betalingskort i udlandet. 

Den danske bankportal Mybanker har lavet en oversigt over forskellige bankers valutakurstillæg, når du bruger dit betalingskort i eller uden for europæiske lande. 

Du kan også se, hvad prisforskellen er på at bruge et Visakort og MasterCard. Mybankers oversigt viser, at det oftest er billigst at bruge et Visakort. 

Skal man have kontanter med på ferie i udlandet?

Samtidig er det også en god ide, at du har lidt kontanter i lokal valuta med på ferien og har pengene på dig hele tiden. For måske virker dit betalingskort ikke under hele ferien, og så kan du stå med et træls problem, f.eks. på stranden eller i en kiosk. 

Men skal du hæve penge på forhånd hjemme i Danmark, eller vente til du er fremme på dit feriested? 

Bankerne kræver også et valutatillæg, når du bruger dit kort til at hæve kontanter i udlandet.

Ifølge Mybankers beregninger er det oftest billigst at hæve kontanter, når du er på din feriedestination frem for at hæve hjemmefra i banken. Der kan nemlig være et ekstra gebyr ved at hæve udenlandsk valuta i din egen bank -  især hvis det drejer sig om andre valutaer end euro.

Ha’ en rigtig god sommerferie!