Designbranchen lever af mennesker, der brænder for deres fag. Designere, konstruktører, skræddere og andre specialister, som får idéer, materialer, produktion og virkelighed til at hænge sammen. Det er en branche båret af kreativitet, ambitioner og stolthed og er for mange en drøm.
Men enhver, der arbejder med tekstiler, ved, at der er ret og vrang. Forsiden af designbranchen viser skaberkraft, faglighed og produkter, vi kan være stolte af. Men bagsiden er desværre et arbejdsliv, hvor alt for mange betaler med deres helbred og tryghed.
En spritny undersøgelse fra Teknikeren viser, at mere end hver anden i branchen i høj eller meget høj grad føler sig belastet af stress. Da vi senest lavede undersøgelsen i 2017, var det knap fire ud af ti. Mere end hver tiende har været sygemeldt med stress inden for det seneste år. Og kun hver tredje vil i dag anbefale andre at tage en designuddannelse. I 2017 var det over halvdelen.
Når mennesker, der elsker deres fag, begynder at advare andre mod at gå samme vej, skal hele branchen lytte. Når hver tiende har arbejdet ulønnet for at få en fod ind i branchen, og når næsten seks ud af ti arbejder uden overenskomst, er det ikke et individuelt problem. Det er et brancheproblem, og sådan nogle skal løses af parterne.
Derfor er det godt, at Dansk Mode & Textil på baggrund af Teknikerens undersøgelse har udtrykt villighed til at sætte sig sammen med TL. For det er en fælles interesse at skabe et sundt arbejdsmiljø.
Passion har en enorm skaberkraft. Men den må aldrig blive en undskyldning for dårlige vilkår. Kreativitet må aldrig koste helbredet. Vi skal have en designbranche, hvor både ret og vrang kan tåle dagens lys. Hvor faglighed bliver respekteret, arbejdspres taget alvorligt, og mennesker kan holde til det arbejdsliv, de har drømt om.