Tirsdag og torsdag går Jonas tidligere hjem fra arbejde.
Han er produktionsteknolog på en fabrik, hvor store dele af produktionen bliver styret og overvåget af kunstig intelligens.
AI har ændret hans arbejdsdag markant. Der er færre rutineopgaver og mindre spildtid. Til gengæld bruger han mere tid på kvalitetskontrol, udvikling, problemløsning og koordinering af systemer.
Han går tidligere de to dage, så han kan nå fodboldtræningen klokken 17, hvor han er frivillig træner for børn.
I den anden ende af landet arbejder Maria som konsulent i en stor kontorbygning. I fritiden er hun tovholder for en bogklub i den lille landsby, hvor hun bor sammen med sin mand og deres børn.
Året er 2040. Og Maria og Jonas er fiktive personer.
De optræder i den nye bog Folkets Danmark – Drømme om et trygt, retfærdigt og rigt fællesskab.
TL's forbundsformand Jannik Frank Petersen har sammen med Dorrit Brandt, formand for Finansforbundet, og Niels Bertelsen, formand for PROSA, skrevet et kapitel om fremtidens arbejdsliv i bogen, som Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) står bag.
Kapitlet handler om, hvordan de tre formænd ser et mere balanceret arbejdsliv i fremtiden. Arbejdet skal fylde. Men ikke det hele.
“Jeg tror mange kan spejle sig i Maria og Jonas’ glæde ved arbejdet, men også de udfordringer, de oplever,” skriver Jannik Frank Petersen på LinkedIn om bogen.
Han understreger samtidig, at arbejdet ikke er det eneste, der giver livet mening. Familien, idrætsforeningen og andre fællesskaber har også brug for vores tid og engagement.
”Et arbejdsliv, der bliver ved med at trække på det overskud, ender med at drive rovdrift på fællesskaber, som hele samfundet er afhængigt af,” skriver han.
Hvem får gevinsten af teknologien?
At ny teknologi ændrer vores arbejdsopgaver, har mange allerede oplevet på deres egen arbejdsplads.
For nylig har vi i Teknikeren blandt andet fortalt om modelkonstruktøren Johanne Krogh Bendixen, der bruger kunstig intelligens i sit arbejde i Vestjylland, og om hvordan digitaliseringen har forandret hverdagen for Henrik Krøll Rasmussen på et vandværk på Sydsjælland.
Men når kunstig intelligens og automatisering gør os mere produktive, hvem skal så have gevinsten? Skal den øgede produktivitet først og fremmest bruges til at producere mere, eller skal den også give medarbejderne mere tid og overskud til livet uden for arbejdspladsen?
Det er et af de centrale spørgsmål, de tre forbundsformænd rejser i bogen.
De tager udgangspunkt i et arbejdsliv, der her i midten af 2020'erne er præget af stress, nedslidning og stadig mere flydende grænser mellem arbejde og fritid.
Formændenes svar på disse udfordringer er blandt andet en slags grundlov for arbejdsmarkedet: En fælles overenskomstramme, der kan tilpasses forskellige brancher og livsfaser og give medarbejderne bedre muligheder for at skrue op og ned for arbejdet gennem livet.
Plads til livet
Maria og Jonas er stolte af deres fag, glade for deres kolleger og finder mening i det, de laver.
Men de vil også have tid og overskud til familien og de fællesskaber, de er en del af.
Det er en tanke, som Jannik Frank Petersen også har fremhævet i et interview med Teknikeren forud for TL's kongres i november, hvor han genopstiller som TL-formand.
For ham handler visionen ikke om at gøre arbejdet mindre betydningsfuldt, men om at bevare arbejdsglæden og samtidig give plads til resten af livet.
”Det er ikke en kamp mod, men et forsvar FOR arbejdet. Og hvis ikke fagbevægelsen kæmper for det gode arbejdsliv, der bevarer både arbejdsglæden og pladsen til resten af livet, hvem skulle så?” skriver Jannik Frank Petersen på LinkedIn.