Dansk Erhverv Arbejdsgiver
Som ansat på en virksomhed med en overenskomst mellem TL og Dansk Erhverv Arbejdsgivere har du mulighed for at komme på efteruddannelse, du selv vælger.
Kompetencefonden med Dansk Erhverv Arbejdsgivere giver tilskud til to ugers selvvalgt efteruddannelse om året.
-
Hvad får jeg dækket?
Du kan få tilskud til kursusgebyr, kursusmaterialer, transport/opholdsudgifter mv.
Du får løntabsgodtgørelse, hvis du ikke kan få løn af din arbejdsgiver. Godtgørelsen kan dog højst udgøre 85% af din aktuelle løn. Din arbejdsgiver skal afholde alle øvrige udgifter, hvorefter han får refunderet dem fra fonden. -
Hvilken efteruddannelse kan jeg vælge?
Du kan for eksempel søge tilskud til:
- Forberedende voksenundervisning
- Gymnasiale kurser
- Arbejdsmarkeds-uddannelser
- Enkeltfag på erhvervsuddannelser
- Videregående voksenuddannelse
- Korte videregående uddannelser
- Diplomuddannelser
- Masteruddannelser
- Private kurser
Det er dog et krav, at den uddannelse, du søger, er relevant for din branche. Se mere på kompetencefonde.dk.
-
Hvordan gør jeg?
Det er en god ide at tale med din arbejdsgiver, før du beslutter dig endeligt. I skal nemlig blive enige om et tidspunkt for din efteruddannelse. Når du har besluttet dig for, hvilken uddannelse, du ønsker, kan du ansøge på kompetencefonde.dk.
Har du spørgsmål eller brug for hjælp, er du velkommen til at kontakte din lokale afdeling.