Karriererådgivning

Få kvalificeret sparring om din karriere. Kom godt videre med professionel karrieresparring – og få et meget sjovere arbejdsliv.

I Teknisk Landsforbund er vi optaget af at hjælpe dig godt videre i dit arbejdsliv. Derfor kan du som medlem bestille en karrieresparring, hvor vi tager udgangspunkt i netop din situation – og hjælper dig med at afklare de skridt, der er rigtige for netop dig.

Vi fortæller dig ikke, hvad du skal gøre. For det er dit arbejdsliv, det handler om. Men karrieresparring er blandt andet til dig, der drømmer om:

  • En ny retning og nye udfordringer i dit arbejdsliv
  • At blive skarpere på dine kompetencer og dine muligheder
  • Et boost af din faglige selvtillid
  • Større trivsel i dit nuværende job – eller bedre trivsel i det næste
  • Afklaring af, hvad dine næste skridt med fordel kunne være
  • Gode råd til, hvordan du får meget mere ud af det job, du allerede har
  • Sparring på alt fra dit CV til kunsten at gå til jobsamtale

Vores eneste mål er at hjælpe dig godt videre, og vores vigtigste redskaber er vores erfaring tilsat de nødvendige og vigtige spørgsmål, som både vil kunne inspirere, motivere og måske også udfordre dig og dine overbevisninger om, hvad du kan – og hvilke muligheder du har.

Hvis du er ledig har du også adgang til karriererådgivning. Snak med din vejleder om muligheden ved din næste samtale i a-kassen.

  • Hvordan foregår det?

    En karrieresparring er en fortrolig samtale, som varer en time og foregår over telefonen.

    For at få det maksimale udbytte af samtalen, er det vigtigt, at både du og vi er velforberedte. Når du aftaler tid til en karrieresparring, vil du derfor blive bedt om senest to hverdage i forvejen at sende et detaljeret CV og en kort beskrivelse af dine karriereovervejelser. Ganske enkelt for at sikre, at du får mest muligt ud af samtalen. Nogle af de vigtige overvejelser er f.eks.:

    • Hvad vil du især gerne have fokus på?
    • Hvad håber du især at få ud af samtalen?
    • Hvilke muligheder og begrænsninger ser du selv?
    • Hvad håber du vil være anderledes i dit arbejdsliv om 1 år?
    • Hvorfor er det netop nu, du beder om en sparring? Er der sket noget særligt i dit (arbejds)liv?
  • Hvordan kommer jeg i gang?

    Lyder karriererådgivning som noget for dig, så skriv en mail til karriere@tl.dk.

    Herefter vil vores karrierecoach Susanne Svendsen kontakte dig hurtigst muligt for at aftale et tidspunkt for samtalen.

    Ved at sende en mail, giver du samtidig accept af, at TL må dele dine kontaktoplysninger med den eksterne leverandør, som TL har indgået en persondataaftale (GDPR) med.

  • Jeg søger rådgivning om efter- og videreuddannelse. Kan I også hjælpe med det?

    Hvis du har konkrete spørgsmål til dine muligheder for efter- og videreuddannelse, kan du kontakte uddannelsespolitisk konsulent Martin Ungermand Bichel på mub@tl.dk eller chefkonsulent Birgitte Grum-Svendsen på bgs@tl.dk.

    De kender specifikt til de uddannelser, som Teknisk Landsforbund organiserer, ligesom de kender til finansierings- og tilskudsmulighederne, som for eksempel er forskellige, alt efter om man er ansat på en overenskomst eller ej.