”Det gavner mit CV”
26-årige Kenneth Skriver Staal blev tillidsrepræsentant, fordi det styrker hans kompetencer.
Foto: Kåre Viemose
Hvorfor blev du tillidsrepræsentant?
Jeg havde ikke mange overvejelser og har ikke tidligere været fagligt aktiv.
Jeg sagde ja, fordi jeg er ung og nyuddannet og som tillidsrepræsentant ville få og træne kompetencer, jeg kan bruge i resten af arbejdslivet. Og det har vist sig at holde stik.
TR-uddannelsen forklarer opgaverne rigtig godt, og jeg har allerede lært en masse.
Hvilke kompetencer bør du have for at være tillidsrepræsentant?
Du skal have flair for kommunikation og ikke sidde i hjørnet og gemme dig. Det er vigtigt at kunne sige sin mening til både kollegaer og ledelse, uden at det trykker i maven.
Omvendt er det noget, du lærer undervejs, og at det også kan kilde lidt i maven er naturligt.
Hvad har været det sværeste som tillidsrepræsentant?
Jeg har egentlig ikke været udfordret endnu. Det skal jeg nok blive, når jeg skal føre lønforhandlinger, så det ser jeg også frem til. Jeg tror, det bliver spændende.
Hvad er det bedste ved at være tillidsrepræsentant?
Jeg kan godt lide at være kollegaernes talerør og fungere som formidler mellem kollegaer og ledelse. Det er en tillid til mig, som jeg vokser af.
Hvor meget tid bruger du?
Mit tidsforbrug er indtil videre meget behersket.
Har du kunnet bruge det i dit arbejdsliv?
Ud over de konkrete kompetencer, jeg får ved at være tillidsrepræsentant, er jeg også overbevist om, at det pynter på mit CV, at jeg er tillidsrepræsentant.
Jeg er ung og går og bygger på mit CV, og jeg er overbevist om, at alle arbejdsgivere vil have øje for det ansvar, jeg har, og de kompetencer jeg opbygger.
Det gør mig mere attraktiv som medarbejder i en hvilken som helst jobfunktion.