Spydspids for kollegerne

For under et år siden blev Sten Melchertsen Olsen valgt som fællestillidsrepræsentant hos White Arkitekter A/S. Han ville gerne være en mere aktiv del af virksomhedens drift, og det er han blevet.

Fotograf: Jasper Carlsberg


Fagligt arbejde var fremmed for Sten Melchertsen Olsen, da han af en kollega blev opfordret til at blive tillidsrepræsentant. Men han ville gerne tættere på de overordnede beslutninger på sin arbejdsplads, og det ønske er gået i opfyldelse.

”Jeg fandt det spændende at få mulighed for indsigt og indflydelse på forholdene på min arbejdsplads. Det ville jeg gerne være en del af, og det er jeg blevet – endda på ret kort tid,” siger han.

Sten Melchertsen Olsen var med egne ord helt på bar bund, da han tog hul på opgaverne som tillidsrepræsentant, men det første halve år på posten har kun givet ham yderligere mod på hvervet:

”Jeg har aldrig haft brug for forbundet eller været fagligt aktiv før, så alt var nyt, men nu er jeg i gang med en TR-uddannelse, der giver en god ballast, og jeg er på ingen måde blevet afskrækket. Faktisk er min interesse kun skærpet.”

Ikke politisk arbejde
Tidligere forbandt han mest fagbevægelsen med røde faner og et sted at få hjælp, hvis man mister sit job. Han troede også, at tillidsrepræsentanter skulle være politisk aktiv.

Det viste sig at være anderledes:

”De fleste opgaver knytter sig til arbejdspladsen som eksempelvis gode arbejdsforhold for kollegaer og samarbejde med ledelsen, og jeg behøver ikke have en bestemt partifarve eller at følge meget med i politik.”

Sten Melchertsen Olsen følger dog mere med i politik i dag, men ikke af pligt, understreger han. Kun af nysgerrighed.

Han råder andre, der overvejer at stille op som tillidsrepræsentant til at kaste sig ud i det uden at forvente at være verdensmester:

”Bare sig ja og tag det roligt i starten. Ingen forventer, at en nyvalgt tillidsrepræsentant har svar på alt, og der er masser af hjælp at trække på i Teknisk Landsforbund.”

Et par timer om ugen
Tidsforbruget er ikke overvældende, selvom så meget er nyt, vurderer Sten Melchertsen Olsen. Han bruger et par timer om ugen og en aften i ny og næ. En af hans første opgaver var overenskomstforhandlinger, og de kostede ekstra tid og var en stor mundfuld, men det var også lærerigt og han var ikke alene om opgaven men havde assistance fra sin TR-kollega i virksomhedens afdeling i København.

I det hele taget oplever han, at rollen som tillidsrepræsentant har styrket hans kompetencer – også de sociale og personlige.

”Det har udviklet mig personligt og i forhold til kollegaerne. Jeg er nødt til at gå tættere på dem og spørge ind og at turde stille mig op i frokostpausen og tale til alle og tage den alvorlige snak med ledelsen. Det modner alt sammen.”

Fokus på løn og stress
Han oplever, at han fra starten er blevet lyttet til og taget alvorligt som tillidsrepræsentant af både sin afdelingsleder og af direktionen. Også når han kommer med forslag til nye initiativer.

Han har blandt andet sammen med sin TR-kollega i virksomhedens Københavnsafdeling bedt om en revision af firmaets lønpolitik efter den nye overenskomst. Han har også foreslået en stressundersøgelse og oprettelse af et samarbejdsudvalg for at udvikle samarbejdet på tværs af afdelingerne og med ledelsen.