”Tilliden er det bedste”
Jette Tange kan rigtig godt lide, når en kollega kommer og beder om hjælp. Den tillid er rar.
Foto: Jasper Carlberg
Hvorfor blev du tillidsrepræsentant?
Beslutningen udsprang af en konkret episode, hvor der skulle forhandles med ledelsen om en kontrakt.
En faglig sekretær fra TL kom ud og forhandlede så godt, at en dårlig stemning blev vendt til noget godt. Det fik jeg lyst til at bakke op om og være med til at videreføre.
Jeg har arbejdet på arbejdspladsen i 13 år og har ikke tidligere overvejet at blive tillidsrepræsentant, men sagde ja, fordi både kollegaer og ledelse opfordrede mig, og den beslutning er jeg rigtig glad for.
Hvad er det bedste ved at være tillidsrepræsentant?
Den tillid, jeg bliver vist, når en kollega kommer og spørger mig, om jeg kan hjælpe. Det kan jeg rigtig godt lide. Så undersøger jeg det og læser aftaler og overenskomster, for jeg har jo ikke svar på alt.
Min første forhandling var med tre ledere om lokalaftalen, og jeg havde forberedt mig godt. De lyttede virkelig, og bagefter havde jeg en rigtig rar fornemmelse.
Har du kunnet bruge det i dit arbejdsliv?
Jeg har lært meget om forhandlingsteknik, som jeg har gavn af i arbejdet og privat. I en forhandling gælder det om at forblive rolig og holde sig til kendsgerninger og at være velforberedt. Jeg er også blevet mere lyttende. Før kunne jeg godt have attituden, at ”sådan her mener jeg nu, at det er”.
Hvor meget tid bruger du?
I starten kunne jeg godt sidde derhjemme to timer om dagen og læse, men efterhånden kender jeg svarene på flere spørgsmål, så i dag er tidsforbruget bestemt overkommeligt.
Har du et råd til andre, der overvejer at blive tillidsrepræsentant?
Sov på beslutninger, før du handler.
Et andet råd er at gå til folk med en positiv indgangsvinkel, for det bringer en længst. Det har jeg lært af en faglig sekretær i TL, som jeg nærmest anser for min mentor.
Et tredje råd er at huske, at du kan få hjælp i forbundet. Jeg var meget usikker i starten og fik masser af hjælp de første måneder.